• Strandet pukkelhval skal obduceres foran publikum

    Source: BDK Borsnyt / 10 Apr 2025 03:50:36   America/New_York

    Den 8,5 meter lange pukkelhval, der i sidste uge strandede ved Følle Strand på Djursland, bjærges fredag. Det skriver Fjord & Bælt i en pressemeddelelse. Pukkelhvalens skelet skal bevares og senere indgå i en ny udstilling på Fjord & Bælt i Kerteminde. Kadaveret bugseres torsdag til Kaløvig Bådelaug - også på Djursland - der stiller kajplads og kran til rådighed for arbejdet med at obducere og skelettere hvalen. Bugseringen sker med kystredningsfartøjet Nordfalcken, der normalt rykker ud, når fartøjer i Aarhus Bugt er i knibe. Det vil fredag være muligt for tilhørere at følge med i arbejdet med opskæringen af pukkelhvalen, skriver Fjord & Bælt. Arbejdet begynder fredag klokken cirka 10.30 og fortsætter, til det er færdigt, formentlig i løbet af eftermiddagen. - Det er en enestående mulighed for at kunne bevare og udstille denne pukkelhval i fuld størrelse, lyder det fra biolog og direktør ved Fjord & Bælt Heiko Buch-Illing. - Den kommer til at give vores gæster en enestående oplevelse af, hvilke spændende dyr der lægger vejen forbi vores indre danske farvande, og hvordan disse organismer indgår i det marine økologiske miljø, siger han. Det er dyrlæger fra Københavns Universitet, der står for obduktion og indsamling af veterinære prøver fra hvalen. Statens Naturhistoriske Museum og Fjord & Bælt indsamler skelettet, mens Aarhus Universitet indsamler vævsprøver fra blandt andet spæk, lever, nyrer og muskelvæv. Når arbejdet med hvalen går i gang fredag, vil der blive opsat en afspærring af hensyn til "arbejdsro og sikkerhed", fremgår det af pressemeddelelsen. Men der vil løbende blive formidlet fra stedet, så interesserede kan få indblik i processen. Pukkelhvaler er store bardehvaler, som en sjælden gang imellem lægger vejen forbi danske farvande. Det formodes, at den strandede hval sandsynligvis er en ung kalv på halvandet år, der har været på vej mod nordlige farvande. Hvalen antages at være omkommet på dybere vand og herefter strandet nær Følle Strand. Det er endnu uvist, hvorfor den døde, men det håber forskerne at blive klogere på efter obduktionen. Hvalskelettet forventes at være klar til udstilling i 2026, hvor det vil få plads i en kommende 800 kvadratmeter stor tilbygning hos Fjord & Bælt. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/strandet-pukkelhval-skal-obduceres-foran-publikum
Share on,